
Benløsedrenge vinder for-VM
Ringsted: Benløse IF's lilleput 95-hold er netop vendt hjem fra en succesfuld tur til Tyskland.
Drengene var i pinsen sydpå for at deltage i Geest-land Cup. Det er et internationalt fodboldstævne med hold fra Tyskland, Holland og Danmark. Et slags for-VM, som borgmesteren i byen sagde i sin velkomsttale. Stævnet foregik i Fredenbeck, en lille by mellem Hamburg og Bremen.
Drengene lagde ud lørdag mod hjemmeholdet FC Mulsum/Kutenholz 1.
Drengene var spændte, da de af gode grunde ikke kendte styrken på modstanderen. Det viste sig dog hurtigt, at Benløse var det stærkeste hold, og kampen blev vundet med 1-0, efter at »bif'erne« havde styret begivenhederne fra start til slut.
Anden kamp var mod endnu et tysk hold, Di-enster SV. Igen var Benløse det stærkeste hold og vandt sikkert 3-1.
Søndag måtte drengene igen tidligt op og i gang. Dagens første kamp var mod JSG Borde Sittensen. Benløse førte 4-0 ved pausen mod en meget svag modstander, og de fik faktisk en opsang i pausen. Det hjalp -kampen blev vundet 12-0 efter en flot anden halvleg. Nu var stilen lagt. Næste modstander var FC Mulsum/Kutenholz 2, der blev besejret 5-0.
I sidste puljekamp ventede W Asser Boys, et meget hårdtspillende hollandsk mandskab, men selvom drengene fik nogle knubs, kom de dog videre med en sejr på 5-1. Nu var holdet klar til finalen, efter at være gået igennem puljen med maksimum point og en målscore på 26-2.
I finalen ventede FC Mulsum/Kutenholz 1, en modstander Benløse-drengene allerede havde slået én gang, så det danske hold var favorit.
Kampen begyndte da også med et Benløse-pres, men de store chancer blev brændt - måske på grund af nerver. Simon fik dog bragt »bif'erne« på sejrskurs med en scoring midt i første halvleg. Nu bølgede spillet frem og tilbage, dog med Benløse som mest toneangivende. Trætheden begyndte dog at sætte ind - og spændingen steg. Det var derfor en stor forløsning, da Jesper scorede til 2-0 kort før tid - efter en fejl i tyskernes forsvar. Dermed var Benløse IF vinder af den første internationale turnering.
Klippet fra Dagbladet den 7. juni 2006